Historien

Man kan sige at IKC’s historie går helt tilbage til 1972, hvor de første Tyrkiske og Kurdiske familier kom til Danmark. På det tidspunkt fik Inge Thorning et atelier i anden baggård i Rosengade 34, Århus. Det varede ikke længe før det var gadens børn som optog den unge kunstner, de nærmest valfartede atelieret og overtog papir og farver.

KLUBBEN i Rosensgade

Det blev starten på en klub med børnene og derefter en forening med forældrene: ”Storbybørns vel” med Ebba Strange som bestyrelsesformand.

I 1976, efter 4 år med evig kamp for at råbe kommunen op, lykkedes det at få godkendt en fritidsklub med halvt tyrkiske og halvt danske børn og familier.

Det var en lærerig uddannelse at have så tæt kontakt med familiegrupper der lignede hinanden så meget, da de på mange måder havde den samme baggrunds historie, da begge grupper var tvunget ind til byen fra landet pga. industrialiseringen. Gruppen af tyrkere dog noget længere fra, hvilket betød de havde nogle andre skikke og traditioner. Men ikke desto mindre blev det udgangspunkt for end masse berigende udvekslinger, gårdfester, teater, musik, sang og mad. F.eks. lærte de danske kvinder at komme hvidløg i deres frikadeller og de tyrkiske kvinder lærte at lave brun sovs til kvinde aftnerne. Den brune sovs havde deres mænd spist al den tid de havde været i landet, før de hentede deres kone og børn herop. Børn som var født med 2 års mellemrum, da de havde haft ferie hvert andet år.

Det valgtes ikke at spise svinekød, da det viste sig at være nemmere at spise sammen til fællesmåltiderne, da muslimer ikke spiser det og der alligevel er så meget penicillin i svinekød.

Da det almennyttige saneringsselskab var i gang med at sanere midtbyen lykkes det at få en institution ind i planen, som medarbejdere og forældre selv tegnede (i dag en vuggestue)

Udflytning af familierne til beton miljøer

Kommunen ønskede at sælge deres ejendomme i midtbyen og samtidig flytte alle familierne ud i de almennyttige boligforeninger uden for byen, hvor der var mange tomme lejligheder. Dette betød at mange blev tvangsflyttet til bla. Gellerupplanen. I disse betonmiljøer var der dog ingen traditioner med fritidsklubber og andre institutioner, hvor der blev taget hensyn til beboernes sammensætning.

I 80’erne var der meget skriveri i pressen om de nye ”ressource krævende fremmedsprogede børn”. Et problem som klubben ikke havde mærket pga det store forældre-samarbejde.

Denne udvikling førte til starten af IKC! Det var svært at høre på, at de børn og familier vi kendte så godt, blev kaldt ressourcekrævende. Vi kaldte dem tosprogede og syntes de var meget ressourcestærke pga det store familie sammenhold. Et par af vores danske børn endte i fængsel, da familierne ikke længere kunne holde opsyn med dem nu de var flyttet udenfor byen.

Pædagogmedhjælper kurser

Behovet for tosprogede medhjælpere og flerkulturelle institutioner i de nye beton boligområder,blev meget synligt og førte til ansøgning og godkendelse i undervisningsministeriet af det første pædagogmedhjælper kursus i 1984. Alle deltagerne på kurset fik efterfølgende ansættelse, og byrådet godkendte en ekstra bevilling til ansættelse af to sprogede pædagogmedhjælper. Vi kørte endnu et pædagogmedhjælper-kursus i 1985 med lige så stor en succes.

Imidlertid syntes vi ikke det var rigtig at de tosprogede ”kun” blev pædagogmedhjælper, da det på sigt også ville give både børn og forældre en oplevelse af at de havde en lavere status. Vi oplevede også, at vores elever udførte et stort og ansvarsfuldt arbejde, hvor de nærmest stod alene med ansvaret for den halve institution, der hvor de fik ansættelse. Derfor lavede Inge Thorning et oplæg med ideer til et årsskema, til alle pædagoguddannelser i landet om at oprette et forberedelses år for tosprogede. Desværre var der ingen som i første omgang ture at spænde an med ideen. Siden tog de dog ideen til sig og mange uddannelsessteder – lærer- og pædagogseminarier og SOS-uddannelser – oprettede en forberedelses-klasse for tosprogede.

”Skolen for interkulturel pædagogik” og Interkulturel Center – IKC

Inge Thorning søgte støtte fra EU socialfondsmidler i 1986, så IKC selv kunne starte en ”Indvandrerklasse” som først havde til huse på et pædagogseminarium i Århus. Det viste sig at være en lige så stor succes som de tidligere kurser og 60 % af eleverne gik videre på uddannelsen og 37 % fik arbejde -de sidste 3 % fødte børn. Succesen skyldes, at der var to fra den gamle klub, Gitte Sinding og Inge Thorning, som elskede samarbejdet med de flerkulturelle/tosprogede mennesker. Eftersom der manglede mange flere tosprogede i alle de humanistiske sektorer og da der endvidere kom mange flere ressourcestærke indvandrede til Danmark som flygtninge, flyttede vi for os selv for at køre ”Indvandreklassen” videre som en selvejende institution. Undervisningsministeriet, kommunen og EU støttede forsat projektet og navnet blev ”Skolen for Interkulturel Pædagogik” og siden ”Interkulturelt Center”, IKC. Vores formålsparagraf siger: ”Institutionens formål er at danne rammer om indvandrere/ flygtninge, som stiler mod at søge uddannelse inden for pædagog/omsorg/socialområdet/læreruddannelsen”.

Videreudvikling

Samfundet fik stadig mere og mere brug for Interkulturelt kompetence. Først var det vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, som fik glæde af vores kursister, derefter skolepasningsordninger, nye dagplejeordninger, plejehjem, hospitaler og lokalcenter. Siden politiet, offentlig administration, postvæsnet, Falck, socialforvaltninger, tolketjenester og folkeskoler. 64 % af eleverne fuldførte en uddannelse efter et år på IKC og fik derefter arbejde. 25 % fik arbejde direkte efter IKC.

Vi udvidede hele tiden IKC med nye hold så vi altid havde 4 hold indenfor forskellige fagområder, hvor elevernes kompetence var nødvendig i samfundet.

På et tidspunkt ønskede vores kursister, at vi også optog danskere, da de var trætte af de ”øer” uden danskere, som de havde oplevet på sprogskoler og flygtningelejer. Vi lavede følgende udsagn: ”Vi kan ikke integrere os alene, vi kan kun integrere os sammen”

Efteruddannelse

Vores danske kursister har profiteret meget af vores kurser, da mange har brugt kurserne til interkulturel efteruddannelse i Interkulturel kompetence, mens de søgte orlov fra deres job. Desværre blev den lov, der muliggjorde dette nedlagt, så siden blev det mest unge, der rog kurserne, inden de fortsatte videre i en ordinær uddannelse til f.eks. lærer-, pædagog-, social- og sundhedsuddannelser, PGU, psykolog- og etnografuddannelser

Daghøjskole og køb af egen ejendom

I 1995 pålagde kommunen os at blive en daghøjskole, hvilket ville spare kommunen for en kursusafgift, da daghøjskoler blev finansieret af undervisningsministeriet. Da IKC købte sit eget hus i Skolegade 23 på 670 kvm, valgtes af juridiske grunde, at beholde IKC som selvejende institution med sin egen selvsupplerende bestyrelse og oprette Daghøjskolen som en forening – stadigvæk med Ebba Strange som formand. Ved navneskiftet blev formålet udvidet til ”at udbrede det interkulturelle aspekt i samfundet gennem undervisningsaktiviteter og kulturelle arrangementer, og skabe et forum for interkulturelt samarbejde danskere og etniske minoriteter imellem, og medvirke til ansættelse af etniske minoriteter primært i den offentlige sektor”

Den politiske udvikling og lukning

Det skulle vise sig at være en god ide med den juridiske opdeling til to institutioner, da der efter 10 år med en ny regering kom nye boller på suppen hvilket umuliggjorde, at interesserede elever kunne få lov til at gå på IKC’s hold.

Skolen skrumpede ind fra at have haft op til 78 elever til kun 10 elever. Det blev nødvendigt at lukke I 2006.

Skolemedhjælperuddannelse og modersmålslærer-kurser

Inden skolen lukkede, blev der kæmpet meget hårdt for at vende stedet til at være mere end en skole.

Der blev etableret en skolemedhjælper-uddannelse (igen med EU midler), hvilket imidlertid viste sig at være svært, da lærernes fagforening satte sig imod en skoleassistent ordning med tosprogede. Fagforeningen mente det var skruebrækkeri. Det havde ellers været en stor succes for skolerne at have eleverne i praktik, fordi de forstod elevernes sprog og kultur, hvilket betød mere ro i klasseværelset.

I samarbejde med kommunens skoleforvaltning blev der sideløbende lavet kurser for modersmålslærere, som nogle gange blev undervist sammen med eleverne fra skolemedhjælper-uddannelsen.

Musik-cafe, restaurant og galleri

Senere startedes en musik-cafe, ”Karavanen” med interkulturel musik og mad. Det var en stor succes med et meget bredt publikum til alle musik og madarrangementer i Karavanen. Der kom op til 100 mennesker og meget dygtige musik bands spillede musik fra alverdens lande. For at lokalerne kunne leve op til myndighedernes krav, krævede de etablering af handicaptoilet, handicapslidske, koldt og varmt køkken og udluftnings kanaler. En meget stor og dyr ombygning blev foretaget for at tilgodese alle reglerne.

Desværre lukkede kommunen også for det, da de ikke ville give tilladelse til en nødudgang gennem én af deres egne ejendomme. Trods den store ombygning, som også havde gjorde det muligt at lave udstillinger, måtte IKC desværre i 2007 måtte sælge ejendommen i Skolegade 23 for derigennem definitivt at afslutte en lang og glorværdig periode.